Diplomatiet

Af Nick Archer 32

Spotlight på diplomatiet

I foregårs brugte jeg det meste af dagen på Christiansborg for at lave mit arbejde. Mit arbejde afhænger af, hvorvidt Folketingsmedlemmerne er villige til at tage en ærlig snak med mig om alle mulige politiske problemstillinger. Jeg gik fra det ene partis kontorer til det næste og i denne omgang diskuterede vi pointsystemet for udlændinge, som ønsker at bosætte sig i Danmark, en mulig udsendelse af danske soldater til Afrika samt den skiftende støtte til de forskellige politiske partier ifølge de seneste meningsmålinger. Så i lighed med mange af mine diplomat-kolleger tager jeg enhver udhuling af de konventionelle regler som fastslår, at man kan stole på, at diplomater holder mund med det man fortæller dem, forholdsvis personligt. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har antydet til Ambassadør Cain, at den ene eller anden danske personlighed ikke ligefrem havde guddommelige evner.  Men i de seneste dage er jeg kommet til at tænke på, at jeg måske skulle forsøge, at tænke tilbage. Personlige samtaler lader pludselig til at være frit tilgængelige. Det er svært at se en fordel ved sådan noget.

Den britiske regering har skabt plads til ansvarlige angivninger og afsløringer. Vi har noget, som vi kalder ’the Public Interest Disclosure Act’ (lov vedr. afsløringer der er i offentlighedens interesse) af 1998, som beskytter ansatte der ytrer bekymringer vedr. pligtforsømmelser eller uregelmæssigheder.  Vi går også ind for offentlig ansvarlighed. Vi har – ligesom jer – en persondatalov og en databeskyttelseslov og vore diplomater tager instinktivt dette med i betragtning, når de skriver beskeder. Jeg arbejder i et meget åbent miljø eller mere præcist, et miljø som jeg antager, at der ret hurtigt kan åbnes op for. Det er også et miljø, hvor der sondres imellem det at holde noget hemmeligt af god grund og at holde noget hemmeligt for at undgå offentlig ansvarlighed, hvilket respekteres.

Når man offentliggør diplomatiske udtalelser en masse, på baggrund af ulovlige lækager, ødelægger man så ikke den sondring? Der er noget pubertets-agtigt over den underforståede mangel på skildring samt noget klart nihilistiskt over den manglende interesse for den skade, som muligvis forvoldes. (Der er noget irriterende og nedgørende over udlændinges domme over ens eget land og dets personligheder, men det er en anden historie.)

Hvis krig anses for at være en anden form for videreførelse af en politik, så udgør diplomatiet alternativet. Det er et bedre alternativ, en god ting – og det er én af grundene til, at jeg arbejder i diplomatiet. Det handler om, at udbrede en forståelse, der i ekstreme tilfælde kan forhindre krig. Tidligere betød det som regel at dele oplysninger. I disse internet tider behøver en diplomat ikke længere at videregive offentligt tilgængelige oplysninger, men kan derimod koncentrere sig om ’hvorfor’ og ikke ’hvad’. Diplomaten bidrager ikke ved at informere London om det faktum, at den danske regering stadigvæk har et ønske om at være med i euroen på trods af valutaens fortsatte traumer, men derimod ved at rapportere om hvorfor det er tilfældet. Det betyder helt enkelt ikke bare at læse Berlingske, men at stille spørgsmål videre til nogle mennesker med en troværdig dømmekraft, få svarene til at gå op i en højere enhed, holde svarene op imod de danske medier og så til sidst sende en velovervejet analyse hjem.  

Jeg håber ikke, at denne gensidige tillid, som processen afhænger af, er truet nu. Jeg tror dog ikke, at det der foregår lige nu vil ødelægge diplomatiet. Faktisk er det mest slående ved de fortrolige vurderinger jeg har set indtil nu, at de overhovedet ikke er overraskende. Men jeg følte mig dog forpligtet til – med et smil – at sige til alle, som jeg talte med i foregårs, at jeg ikke har til hensigt at gøre dem forlegne. Forståelse mellem Danmark og Storbritannien såvel som imellem Danmark og Nordkorea eller Iran afhænger på sin vis af dette.

32 kommentarer RSS

  1. Af A N

    -

    Kære Hr Archer

    Jeg forstår din pointe, men den klinger altså lidt hult. Jeg er sikker på, at kongen, de aldelige og de gejstlige havde samme indstilling til ethvert demokratisk tiltage for 200 år siden – hvis man overlader det politiske til pøbelen og gør det åbent, bliver det tungt, upraktisk, groft og besværligt.

    Det er der naturligvis noget om.

    Måske er WikiLeaks første skridt mod en reel demokratisering af aristokratiets sidste bastion: udenrigspolitikken. Med alt hvad dertil hører af godt og skidt.

  2. Af Peder Bisgaard

    -

    Så er der kommet et søgeværktøj til de (indtil nu) 608 lækkede telegrammer . Det er et initiativ fra European Centre for Computer Assisted Research (Eccar), og denne specifikke side er skabt af en sammenslutning af hollandske, undersøgende journalister, under ledelse af Henk van Ess

    H/T Juan Cole.

    —-

    Jeg prøvede lige for sjov skyld at søge på ordet: “Israel” [a special interest of mine] og ordet findes i 112 af telegrammerne.

  3. Af Thomas Borgsmidt

    -

    En ting er, at en ambassadør skal kunne fortælle sin regering i fortrolighed, at en eller anden politiker efter hans opfattelse er en nar.

    Men derfra og så til at tro, at din – måske mindre smigrende – opfattelse kommer som en overraskelse…..

    Nu tror jeg så, at de dokumenter faktisk er lækket af State Department – og vil have den effekt at man kan “gå til vaflerne” i stedet for den overdrevne høflighed, som er mere arbejdskrævende end din fine diplomatiske kode.

    Jo, der bliver nogle stødte forfængeligheder – hvilket specielt nok betyder noget i Frankrig – men der er ikke noget, der kan true menneskeliv eller vitale nationale interesser.

    Hvis man snakker med den britiske ambassadør, så er man da godt klar over, at den melding du videregiver, måske ikke er helt den fremstilling, man selv ønsker.

    At tro, at Putin skulle blive rystet over at blive betegnet som alfa-han? Nej, den vil blive brugt overfor konen, når hun nu igen betvivler hans fortræffelighed.

    Det minder mig lidt om John Danstrup, der skrev en verdenshistorie for gymnasiet, hvor han hånede zar Nikolaj for forfængelighed – og eksemplificerede det med et billede, der viste ham foran sine store cigarkasser – gud, hvor irrelevant!

  4. Af Godfred Louis-Jensen

    -

    Hvilken ‘fordel’ skulle vi (i Danmark) have af, at den britiske ambassadør vandrer rundt og snakker om “pointsystem, udsendelse af danske soldater samt de seneste meningsmålinger”?

    Jeg tror – og håber for både Nick Archer og os! – at han havde et mere fornuftigt formål med sin visit på Christiansborg den 1. december 2010…

    gl-j

  5. Af r. vangkilde

    -

    Al kommunikation er vigtig! både de positive og
    negative oplevelser, men almindligvis betragtes
    en ambassadør som professionel.
    Wiki-læk!er et symtom på elektronisk demokrati,
    hvor journalistens ret til det skrevende ord er
    sprunget over, og vi er alle blevet vores egen
    journalist på godt og ondt i kritisk globalt samfund. Politikere skal vende sig til elektronisk hastighed i demokratiet.

  6. Af Morten Lynge

    -

    Denne her artikel:
    http://abcnews.go.com/International/wiki-secret-us-distrusts-turkeys-pm-recep-tayyip/story?id=12283684&page=1
    er et GLIMRENDE eksempel på hvorfor det er fuldt berettiget at WikiLeaks har afsløret de her informationer.

    Kort sagt: Når regeringerne ved ét, og siger noget andet, så har de mistet ENHVER ret til at hævde at de er nødt til at holde ting hemmelige.

    Der er kun afsløret ~700 ud af ~250.000 indtil videre. Glæder mig til at læse om alle de andre ting respektive regeringer har løjet om…

  7. Af Ursula Overgaard

    -

    Spotlight på diplomatiet: Magtens dobbelte ansigt er dualitetens vældige mysterium. Her kan vi ikke lodde de dybder, som findes dér.

    En diplomat har, som bekendt, fuldmagt til at forhandle med fremmede lande på sit lands vegne. Der kræves en uhyre forsigtig, smidig og kløgtig forhandlingsteknik. Det handler bl.a. om, at videregive oplysninger og udbrede en forståelse, der gavner hjemlandets interesser og – som i ekstreme tilfælde kan forhindre katastrofer.

    Sagerne skal håndteres med diplomati og finesse. MEN gode hensigter redder ikke verden alene. Ind i mellem må ‘himlens rustne porte åbnes med helvedes sorte nøgle’.

    I diplomatiet er der sjælden en lige vej til sandheden. Den relative sandhed erkendes ofte via omveje, fordi sandheden, løgn og bedrag er ofte viklet ind i hinanden. – Eller som Søren Kierkegaard (1813 – 1855)siger: ”Vejen til sandheden er brolagt med løgne”.

  8. Af Jacob E

    -

    Jeg tror heller ikke det vil ødelægge diplomatiet – ytringsfriheden derimod har ikke været under et så kraftigt pres i mange årtier som nu.

  9. Af Thomas Borgsmidt

    -

    Jacob E: Det kan der være noget om; men med skyldig hensyn til Wikileaks:

    Det er nærmere retten til ikke at høre efter, der er i fare.

    Bare fordi en klovn lægger 1/4 mio. sider makuleringspapir på nettet, så skal vi åbenbart interessere os for det!

  10. Af Claus Sønderkøge

    -

    Archer når du siger at du arbejder i et åbent system er det næppe i væsentlig grad forskelligt fra det amerikanske. Forskellen er måske mere at I gør det bevidst og USA ikke vidste deres var åbent.

    Når det åbenbart er så let at tappe deres informationer er der iøvrigt al mulig grund til at antage at alverdens efterretningstjenester har læst med i årevis. Sikkert en professionel hemmelighed.

  11. Af Ulrik Nissen

    -

    suk suk jeg anede ikke at man stadig havde noget så gammeldags som diplomater og ambassader
    og lignende.
    Hvorfor i alverden dog ikke nedlægge alt det gammeldags skrammel.
    For tohundrede år siden da man kunne sende et brev til Australien med skib var det vel ok.
    i bedste fald koster de en masse penge og i værste fald misinformerer de hjemlandets politikere der mere og mere desparat prøver at indbilde befolkningerne at hele dette cirkus med alle de eksorbitante udgifer er nødvendige.

  12. Af Ulrik Nissen

    -

    Hvis en regereing ville vide hvad der sker i et land var det nok en bedre ide at spørge et par journalister

  13. Af Ulrik Nissen

    -

    Vedr. Wikileak grunder mennesker med indsigt nu over hvor længe kineserne har haft fingre i dokumenterne fra State Department.
    Fine fyre mener at det er mindst 5 år.
    Og hvem sender kineserne det videre til.
    til vennerne i Yemen og Iran og Nordkorea m.v.

  14. Af Camilla Langberg

    -

    @Ulrik Nissen. Netop, hvilken gavn gør diplomater og ambassader i dag? De er forlængst blevet afløst af et tæt internationalt samarbejde i alle sammenhænge.

  15. Af Christian Richardt

    -

    Jeg håber meget, at Nick Archer så Dealine her til aften, for så behøver jeg ikke forklare mig så grundigt, som jeg frygtede. På en helt parallel blog, her på Berlingske har jeg tilladt mig at kommentere Uffe Ellemans overvejelser omkring WikiLeaks. Hans overvejelser ligner Nick Archers meget, som jeg forstår det. Jeg vil ikke sammenligne Archers og Ellemans overvejelser med tidligere redaktør Flemming Roses. Men blot bemærke, at se et menneske, som har skrevet en selvbiografi, kloge sig på dette og hint i mere end 4-5 år, i den grad ydmyge sig selv ved sin blotte tilstedeværelse, var næsten mere end selv jeg kan tage. Flemming Rose mindede mig i utrolig grad om en stupid gris, der selv går hen til slagteren. Den stakkels mand forstod jo ikke en pløk af, hvad de 3 andre debattører talte om.
    Det jeg egentligt bebrejder Archer og Elleman skyldes nok deres baggrund, Den ene har været udenrigsminister i en del år, den anden i
    “karrieren” hele sit liv. Det giver, tror jeg, en specielt tilgang til livets mangfoldighed. Lige nøjagtigt i det foreliggende tilfælde
    tror jeg de gør sig skyldige i en forsimpling af fænomenet WikiLeaks, som vi andre måske ser som et forvarsel om, at vi endeligt finder
    ud af, hvor de sagnomspundne IC4 togstammer befinder sig. At Berlusconi består af 72% vand, 20% plastik og 8% Botox kan
    der imod ikke holde mig søvnløs.

  16. Af Jacob B

    -

    Nu er det jo nok ikke diplomatiet mellem UK og DK, der for alvor rykker.
    Men diplomatiet mellem stormagterne er med til at bevare muligheden for dialog når tingene spidser til. Men det kan så sandelig også forebygge, at det kommer så vidt.
    Det er ikke alle hemmeligheder, der tåler dagens lys – og som gavner nogen at komme frem.

    Hvis din bedste ven(inde) betror dig, at hun har været sin mand utro, at det er det dummeste hun nogensinde har gjort, at hun ALDRIG vil gøre noget så dumt igen, og hun ber’ til det aldrig bliver opdaget, ikke kun for sin egen skyld, men også sine børn og sin mands (som hun ved vil blive knust hvis sandheden kom frem)- hvem gavner man så ved at gå hjem og publicere dette på Facebook? ER dette ikke ytringsfriheds fundamentalisme?

    Mon du nogensinde har hendes tillid igen?
    Nu kunne man sige, at hun bare kunne have ladet være – og at hendes mand er bedre tjent med at vide hvor løsagtig hun har opført sig. Det er muligt at svaret er ja i nogle situationer, men bestemt også at svaret ville være nej i andre. Det kræver individuel stillingstagen. Det er denne stillingstagen, en journalist og en redaktør normalt træffer.
    Wiki-leaks kortslutter denne stillingstagen og bliver sort-hvide i deres syn på vidensdeling. Men verden er ikke sort-hvid.

    Diplomatiske drøftelser om valg at strategi overfor Irans mulige A-våben ambitioner, herunder hvor langt man vil gå, hvor meget og hvornår man vil bluffe, hvad man vil tilbyde maksimalt etc, det burde være åbenlyst for enhver, at man kun gavner Iran og ikke verdensfreden ved at offentliggøre sådanne drøftelser.

    Der findes mange eksempler i historien på hvordan diplomatiet har skabt og/eller understøttet den personlige tillid mellem statsledere for rivaliserende stormagter, som var nødvendig for at bevare freden.
    Et par kendte historiske eksempler:
    Pericles (Athen)& Archidamus (Sparta), der via diplomati og personlige relationer formåede at holde fred mellem de to rivaliserende stormagter i flere årtier før den ødelæggende krig startede i 432 BC.
    Metternich (Østrig-Ungarn) og Castlereagh (UK), der formåede at bevare og udbygge freden efter Napoleonskrigene i perioden 1812-1822.
    Churchill, Stalin, og Roosevelt, som holdt sammen på en koalition af ideologiske indbydes fjender, med frygt på begge sider (Øst – Vest) om en ensidig fredsaftale med Hitler.

    Det kræver selvfølgelig visionære statsmænd, men de er nød til at kende deres med- og modspillere så godt som muligt for at skabe resultater, og diplomaterne på ambassaderne har en funktion, der ikke kan udfyldes af 1) journalister eller af 2) analytikere i hjemlandet, der bruger nettet til information.

    Ad 1: Udsendte journalister har en arbejdgiver, der betaler lønnen og derfor holder man gode historier tæt indtil de er trykt.
    Endvidere kan de af kildebeskyttelseshensyn ikke altid videregive det diplomatiet har brug for – det er svært at tilfredsstille to arbejdsgivere. Der er sikkert mange, der ikke vil tale med en journalist, hvis de ved informationerne videregives til diplomatiet. Omvendt er det sikkert mange, der gerne vil snakke med diplomater, men ikke vil citeres i pressen.

    Ad 2:
    Hjemlige analytikere, der bruger det 21. århundredes webmedier kan ikke danne sig det samme billede, som en udsendt analytiker, der bor i det analyserede land. Enhver, der har rejst rundt i verden, ved dette er et faktum. Man bliver til stadighed overrasket over vores kulturelle mangfoldighed i verden, når man rejser – på trods af diverse grundig research inden man tog afsted. Menneskelige relationer betyder noget og fortrolighed betyder noget i menneskelige relationer.

    Derfor kan vi ikke sløjfe vores ambassader. Det er såre enkelt.

    Der er foreløbig ikke offentliggjort nogle opsigtsvækkende informationer fra seneste wikileak, som ligner nogen, der vil bidrage til verdensfreden.

    Leak’en vil snare føre til mere lukkethed og færre “leaks” fra embedsmænd til fremmede landes diplomater – “leaks” som diplomatiet altid har benyttet sig af, og som bidrager med informationer til den gensidige forståelse, der forebygger konflikter og krige.
    Embedsmænd i autoritære stater vil nu med rette holde kæft at frygt for kildeafsløring, hvor de før henvendte sig til udenlandske diplomater i troen på at det i sidste ende var bedst for deres land at dele fortrolig viden, fx. for at afværge krig baseret på misforståelser.

    Det er et pokerspil at drive udenrigspolitik, ikke en gavebod hos folkekirkens nødhjælp.
    Verden er ofte beskidt og ond.
    Wiki-leaks er generelt en god ting – ondskab skal afsløres – men diplomati forebygger mere ondskab end det skaber.
    Derfor er wiki-leaks af diplomatiske kilder og informationer så klart af det onde.

  17. Af Morten Jespersen

    -

    @Nick Archer

    Kunne det tænkes at, de uheldige udtalelser fra amerikanske ambassadører skyldes, at de ikke er professionelle diplomater, men ofte er privatpersoner udpeget blandt præsidentens vennekreds og valgkamp-sponsorer? Jeg forestiller mig ikke den store udenrigspolitiske værdi i at karakterisere en skandinavisk minister som en hund. En RIGTIG diplomat ville vel overveje, om det var hensigtsmæssigt at bruge et sådant sprog – selv i interne beskeder og briefinger?

    Venlig hilsen
    Morten

  18. Af Helge Hübschmann

    -

    @Camilla Langberg
    “Netop, hvilken gavn gør diplomater og ambassader i dag? De er forlængst blevet afløst af et tæt internationalt samarbejde i alle sammenhænge.”

    Og hvor foregår dette “internationale samarbejde” så helt konkret – hvis ikke netop gennem diplomatiet og ambassaderne? Har du kendskab til nogle andre “politiske kanaler”, der er blevet hemmeligholdt for vi andre?

  19. Af Camilla Langberg

    -

    @Helge Hübschmann. Det foregår f.ex. gennem de talrige FN-organisationer og NGO-er, der ofte løser problemerne bedre og hurtigere. De organisationer vokser og vokser, også her kunne skæres ned på udgifterne, f.ex. med møder via TV-skærme. Den internationale presse og TV er i dag også kanaler til oplysning mellem nationerne.

    Ambassader og ambassadører i den gammeldags forstand har overlevet sig selv. Arbejdet er minimeret i forhold til tidligere. Er de efterhånden andet end et kontor til udstedelse af opholdstilladelser og pas? Og til beskæftigelse for DJØF-er, man ikke kan finde på at anbringe andre steder?

  20. Af Peder Bisgaard

    -

    NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-NEW-

    Assange truer med at frigive hele samlingen af ufiltrerede filer

    (min fremhævning)

    THE GLOBE AND MAIL: WikiLeaks founder threatens to release entire cache of unfiltered files

    by DOUG SAUNDERS
    LONDON— From Monday’s Globe and Mail
    Published Sunday, Dec. 05, 2010 8:55PM EST

    *
    *
    *

    *
    Mr. Assange, the 39-year-old Australian Internet activist whose online document-leaking service has embarrassed the United States and other countries by publishing hundreds of thousands of secret diplomatic and military documents, has referred to the huge, unfiltered document as his “insurance policy.”
    *
    *
    The 1.3-gigabyte file, distributed through file-sharing services this summer and protected with an unbreakable 256-bit encryption key, contains full versions of all the U.S. documents received by WikiLeaks to date – including those that have been withheld from publication or have had names and details removed in order to protect the lives of spies, sources and soldiers.
    *
    *
    Mr. Assange’s lawyer Mark Stephens warned that if Mr. Assange were to be brought to trial on rape accusations he faces in Sweden, or for treason charges that have been suggested by U.S. politicians, he would release the encryption key. The tens of thousands of people who have downloaded the file would instantly have access to the names, addresses and details contained in the file.
    *
    *
    WikiLeaks, Mr. Stephens said, has “been subject to cyberattacks and censorship around the world and they need to protect themselves … This is what they believe to be a thermonuclear device in the information age.”

    Kommentar: Der er altså titusindvis af folk over hele verden som allerede har downloaded den ukrypterede fil [som er på 1,3 GB – sammenlignet med en almindelig film-DVD, som er på 4,7 GB]

    Kan godt forstå ham, med alle de uanstændige trusler alle steder fra. Jeg er også begyndt at tænke på hvor meget der er redigeret væk. altså ikke kun navne er erstattet med XX’er – hele afsnit kan jo også være redigeret væk. Det er uholdbart set fra et verificerings-synspunkt og som reference for fremtidige historikere – som naturligvis vil have den rå vare.

  21. Af John Ulrich Poulsen

    -

    (til hr. Morten Jespersen, 6. december 2010 kl. 10:31)

    Deri kunne du sandelig godt have ret! Men at være ambassadør og diplomat udsendt fra Guds eget land er ikke altid sammenfaldende størrelser.

    Det fremgår vist med al ønskelig tydelighed, at hr. Carl Bildt ikke ligefrem har følt sig intellektuelt underlegen over for den amerikanske ambassadørs åndsevner.

    I øvrigt var det en “mellemstor” hund 🙂

  22. Af Helge Hübschmann

    -

    @Camilla Langberg
    “Det foregår f.ex. gennem de talrige FN-organisationer og NGO-er, der ofte løser problemerne bedre og hurtigere.”

    NGO’er udfører jo altså netop ikke et internationalt samarbejde mellem “lande” (i.e. nationalstater), uagtet hvor værdifuldt deres arbejde iøvrigt måtte være.
    Nationalstaternes repræsentanter inden for FN-organisationerne har mig bekendt generelt betegnelsen “diplomater”, og mit gæt ville være, at de ved siden af deres arbejde i FN også er hyppige gæster på såvel deres egen som på andre landes ambassader som en del af deres diplomatiske netværk.
    Hvilken konkret viden om det arbejde, der udføres på ambassaderne, foranlediger dig til så skråsikre udtalelser om deres overflødighed?

  23. Af Camilla Langberg

    -

    NGOèr gør væsentligt internationalt arbejde. Her foregår det mellem “eksperter”, og det er en hel del nemmere end via nationalstaternes diplomater/politikere, som i ambassaderne.

    Det er et dyrt og forældet apparat at have kørende, hvis højdepunktet er enkelte gange at skulle følge en kongelig på en udstilling. Ambassaderne vil også kunne blive dejlige og smukke museer, når man indser hvor overflødige de i deres nuværende størrelse og betydning.

  24. Af Helge Hübschmann

    -

    @Camilla Langberg
    Regeringer kan i sagens natur ikke samarbejde og kommunikere via NGO’er, da de ikke er underlagt nogen som helst form for parlamentarisk kontrol. NGO’er er ikke en del af en stats demokratiske apparat.

    Du svarede ikke på, om du har en reel, konkret viden om arbejdet på en ambassade som baggrund for dine vurderinger/sysnpunkter.

  25. Af Camilla Langberg

    -

    Ja, netop derfor arbejder NGO-er og lignende organisationer friere og hurtigere med løsning af problemer internationalt.

    Og ja, jeg har en reel viden.

    For øvrigt. Hvor mange danskere arbejder i EU i Bruxelles? Er det omkring 3000? hvis jeg husker rigtigt. Ser man på dagsordenen for diverse møder i EU, spørger man også sig selv, om det ikke er ret overflødigt, det meste af det.

  26. Af Jacob B

    -

    “Camilla Langberg, 5. december 2010 kl. 23:56:
    @Ulrik Nissen. Netop, hvilken gavn gør diplomater og ambassader i dag? De er forlængst blevet afløst af et tæt internationalt samarbejde i alle sammenhænge.”

    Og man må jo sige, at NOG’erne fx har løst verdens klimaproblemer, ikke-spredning af atomvåben, og økonomiske krisepakker til Grækenland, Irland og Island. Jo, de NGO’er har da virkelig overtaget fra diplomatiet “i alle sammenhænge”.

    Helt ærligt, Camilla, din måde at argumentere på hører vist mere hjemme på en julefrokost end her. Prøv lige at nuancere dine argumenter en smule – kom med konkrete eksempler, bakket op af kilder.

    Og så ville det også hjælpe, hvis du forholdt dig til de spørgsmål, du blev stillet – som f.eks. hvordan en stat kan erstatte informationer fra en ambassade med info fra NGO’er – Staten har jo ingen garanti for at få nogle informationer, NGO’er snakke med hvem de vil – de er netop NON-governmental org. Og ofte vil de ikke fedtes ind i staternes indbyrdes konkurencer og stridigheder – DET ER NETOP VED AT VÆRE UAFHÆNGIGE AT DE KAN ARBEJDE “FRIT” I DIVERSE AUTORITÆRE STATER.

    Verdenssamfundets samling af stater er jo ikke en syklub eller en velgørenhedsforening. Staterne konkurrerer om de samme markeder, om den veluddannede arbejdskraft, og om adgangen til de samme råstoffer. Det er benhård forretning og der bliver ikke givet ved dørene, uden det skrives op i skyldnerbogen.
    I forretning (og krig og kærlighed) gælder det om at vide så meget som muligt om konkurrenterne, så de kan blive udmanøvreret.

    Når det så er sagt, så udfører NGO’er et stort, vigtigt og prisværdigt arbejde – men helt at erstatte diplomatiet, det har vist lange udsigter.

  27. Af Peder Bisgaard

    -

    Rettelse af meningsforstyrrende fejl

    Kommentar: Der er altså titusindvis af folk over hele verden som allerede har downloaded den ukrypterede fil

    Skulle selvfølgelig være:

    Kommentar: Der er altså titusindvis af folk over hele verden som allerede har downloaded den krypterede fil

  28. Af Helge Hübschmann

    -

    @Camilla
    Jeg skrev ganske vist i min “reminder”, om du havde en konkret viden vedr. arbejdet på ambassaderne. Men i mit oprindelige spørgsmål, spurgte jeg faktisk:

    “Hvilken konkret viden om det arbejde, der udføres på ambassaderne, foranlediger dig til så skråsikre udtalelser om deres overflødighed?”

    Altså ikke, OM du havde en konkret viden, men HVILKEN. – Har du arbejdet på en ambassade, i så fald hvilken, i hvilken stilling og hvornår? Hvis ikke, hvor stammer din viden så fra?
    Jeg kunne jo også hævde, at jeg har en konkret viden, blot fordi jeg i 1976 fik et svar på et konkret spørgsmål fra den danske ambassade i Tyskland, eller fordi jeg i 1988 fik et svar fra den syriske ambassade i Sverige i forbindelse med et passpørgsmål. Men det ville nok være en anelse letbenet, selv om jeg ved, hvordan deres brevpapir ser ud.

  29. Af Camilla Langberg

    -

    @Helge Hübschmann, du kunne søge interview hos nys afgåede danske ambassadører, så ville du få det bekræftet. Mere vil jeg ikke afsløre om dem. Men EU, FN og andre større og mindre organisationer har delvist overtaget ambassadernes arbejde. Tiden er simpelthen løbet fra dem – i deres nuværende form.

    Selv har jeg indgående kendskab til en af de middelstore organisationer.

  30. Af Christian Richardt

    -

    Jeg finder det påfaldende, at mange danske blogs altid og uværgeligt og hele tiden, ender helt ude af en perifær tangent. Jeg har simpelthen utroligt svært ved at se, hvad diplomatiet har med NGO’er at gøre – eller omvendt. I mine øjne er det proportionsfor- vrængning.
    Men jeg har spekuleret over, hvorfor Nick Archers, Uffe Ellemans og såmænd også den ærede chefredaktørs grundholdninger og
    bagvedliggende logik ikke tager mange point hjem hos f.eks. undertegnede. Jeg mener ikke at 50 års uomtvisteligt førerskab, økonomisk vækst, teknologiske fremskridt etc. i USA OGSÅ medfører, at USA i 2010 er det mindst dårligere alternativ for Europa at læne sig op af. Tværtom. Så langt jeg har forstået historie i skolen, oldævl i gymnasiet og økonomisk historie på KU, så er det altid allermest farligt (for sig selv og sine omgivelser) når en fordums stormagt når, hvad jeg kalder stage 4 of 5. Altså når “glansen er ved af gå af Gertrud”, som vi siger på dansk. Det var noget rod, da Athen nåede dertil,
    det var ikke smukt med Romerriget, Napoleons tilbagetog fra Moskva var heller ikke et skønt syn, det tredje rige tog heller ikke mange goodwil kegler de sidste par år osv. osv. Hvorfor så tro, at USA ikke skulle gøre ALT (uden hensyn til andre) for at fastholde sit revir? I det perspektiv nærer jeg slet ikke de samme betænkeligheder ved WikiLeaks som f.eks. Nick Archer.

  31. Af Nick Archer

    -

    @AN: Jeg er vild med idéen om, at diplomatiet er aristokratiets sidste bastion. Det er utroligt hvor vedholdende denne opfattelse er – og du kan tro, at jeg blev skuffet, da jeg rent faktisk blev Ambassadør og fandt ud af, at der også var andet at lave end bare at drikke andre folks champagne i lysekronernes skær…

    For nu at være mere alvorlig, så er der i nogle af kommentarene en vis tendens til at undres over, hvorvidt det er det hele værd at have diplomater i et åbent land som Danmark. Jeg tror, at Helge Hübschmann stort set har ret. Sjovt nok var dette spørgsmål mere udfordrende for diplomaterne selv før jeg blev en del af diplomatiet. IT-revolutionen, sådan som den blev opfattet i 1970’erne, dannede grundlag for mange eksistentielle kriser, fordi den tillod øjeblikkelig kommunikation. Da jeg nævnte ovenfor, at der ikke længere er nogen særlig værdi forbundet med at rapportere fakta, kom det måske til at lyde lidt for let. Men så længe at lande ikke opfører sig som rationelle enheder er der efter min mening plads til fortolkning. Især når det kun koster så relativt lidt.

    Hvad angår NGO’erne, så er dette en fascinerende debat. De kan naturligvis hjælpe til med at løse de internationale udfordringer, som vi allesammen står overfor. Men lige som regeringerne, så har NGO’erne uden skam taget parti. Jeg arbejder på en måde, hvorpå der opnås størst muligt samarbejde og det gjaldt f.eks. i forbindelse med COP15. Men vi må også være klar over, at vore prioriteter på et tidspunkt ikke længere stemmer helt overens. COP15 viste os, at i det mindste nogle klimaaktivister legede så meget med ilden, at vi ikke kunne tolerere det. Det samme gælder faktisk for Ulrik Nissens journalister; de har deres egen dagsorden – men det gælder selvfølgelig ikke dem på Berlingske…

  32. Af georg christensen

    -

    Når “sandheden”, gæmmes bag en “løgn”, og åbenheden mangler, har diplomatiet midstet sin betydning.

    Når “ven”, på grund af åbenhed, bliver til fjende, var vendskabet alligevel intet værd.

Kommentarer er lukket.