En imperialistisk tankegang?

Af Nick Archer 14

Den britiske Europaminister, David Lidington, var på besøg  i slutningen af sidste uge, og jeg antydede, at hans største udfordring  muligvis ville være at overbevise de personer han mødte, om at den britiske regering  ønsker at engagere sig positivt og seriøst i Europa  Nogle af de mennesker, som jeg taler med i Danmark, ved ikke helt hvad de skal mene om den britiske holdning til Europa og endnu flere er stadigvæk lidt forvirrede – ’er dette den regering, som lød så EU-skeptisk da den var i opposition?’ 

Ministeren tog med glæde imod udfordringen. Han talte om økonomisk opgang og konkurrenceevne, Libyen samt udfordringen i forbindelse med de vidtrækkende forandringer, der sker i Mellemøsten, gennemførelsen af Det Indre Marked, fastholdelse af udvidelsesprocessen, om at opretholde brugen af de nationale kompetencer på den ene side, mens vi på den anden side også bruger EUs nye udenrigstjeneste til  at samarbejde mere effektivt for at forbedre verden. Og over en middag hjemme hos mig med Folketingsmedlemmer og kommentatorer, som afslutning på en travl dag, kom spørgsmålet endelig; ’Tror du virkelig, at vi kan opnå alt dette, nu hvor Europa befinder sig i et lavvande?’ 

Svaret var, at vi er nødt til det – så derfor skal og kan vi. 

I løbet af de få dage der er gået siden besøget, er jeg allerede blevet mindet om denne ordveksling to gange. Senest da jeg talte med udenrigspolitiske eksperter om, hvordan vi kan hjælpe den arabiske verden med deres reformer, her blev den frase, som jeg her har brugt som overskrift brugt imod mig. Meningen med kommentaren var, at briter antager, at folk bare kan påvirkes, så de passer ind i vore planer, samt at vi er fuldt ud forberedte på, at benytte alle former for legitime, men måske utraditionelle metoder for at overtale dem. I dette tilfælde var det de sociale medier og en høj grad af, hvad forretningslivet ville kalde for markedsdifferentiering – ’i Tunesien virker dette bedst;  i Egypten noget andet;  og i Bahrain er man selvfølgelig nødt til at gribe det helt anderledes an…’. Antydningen gik ud på, at det aldrig ville falde os ind, at vi måske kun er en brik i spillet og ikke selve skakspilleren. 

Derudover læste jeg i weekenden en artikel i en anden dansk avis, som ud fra et tilsyneladende venligt synspunkt antydede, at det britiske samfund var overordentligt ulykkeligt og ikke funktionsdygtigt. En del af denne ærligt talt usædvanlige sammenblanding var antydningen af, at de fleste englændere bare gerne vil være i fred sammen med deres venner, familie og sportskammerater. Det er der naturligvis mange, der uden tvivl gerne vil. Men man skal ikke tro på alt man ser på DR1 en lørdag aften, hvor jeg har noteret mig, at man nu sender ’Downton Abbey’ lige inden ’Kriminalkommissær Barnaby’, så man kan give danskerne en hel aften med nostalgi og længsel efter en fantastiverden i et fremmed land. Mange briter ønsker også stimulering, at opnå noget, modernitet, aktivisme (og den danske serie ’Forbrydelsen’ er nu et lige så stort et hit i Storbritannien som Barnaby er det i Danmark). 

Jeg besvarede det andet spørgsmål, som blev stillet under middagen i det samme lys – ’og hvor meget indflydelse kan Storbritannien mon håbe på at kunne udøve, samtidig med at man står udenfor Euroen, Schengen,  og den enighed der er på det kontinentale Europa om, hvorfor og på hvilken måde EU har sin berettigelse?’.  Svaret er massevis af indflydelse, så længe vi har den intellektuelle energi, ønsket om forandring, og så længe vi ikke kommer ud af vanen med at forsøge at sætte tempoet. Før jeg kom hertil var jeg udstationeret på Malta, og der hørte jeg ofte klagen om at vi er for små til dette og hint. Fysisk størrelse og storhed hjælper naturligvis, men Storbritannien udbyggede ikke det britiske imperium i det 19. århundrede, fordi vi var et større land på det tidspunkt. Størrelsen af dine ambitioner og graden af din entusiasme spiller også en rolle. Lyder dette fuldstændig selvtilfreds? Det gjorde David Lidington i hvert fald ikke. Det er et godt stykke tid siden, at jeg sidst havde sådan en forfriskende gæst.

14 kommentarer RSS

  1. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Er det i virkeligheden et folkeoprør?

    Om Libyen ender som Iran, Irak – eller om der overhovedet kommer til at være et demokratisk regimeskift, det kommer vi til at se med tiden. Men med erfaringer fra historien kan vi se, at juntaer aldrig har været tilhængere af demokrati.

    En ting kan vi være enige om, og det er, at det er tid til forandring i Nordafrika og Mellemøsten.

    Oprøret begyndte, fordi USA med Condolezza Rice under Bush regeringen efter 2001 kom med “Det Mellemøstlige Initiativ”, der handlede reformer og forandringer i 22 muslimske lande. Initiativet omfatter Israels sikkerhed, olie-gas leverancen osv., altså opretholdelse af vestens interesser.

    Selv EU med Sarkozy har indviet sit eget “Middelhavets Union Projekt” – den væltede egyptiske eksdiktator Hosni Mubarak var næstformand for projektet.

    Oprøret bliver startet af folket, men der er altid nogen, der styrer det. Tingene starter ikke af sig selv.

    Vi skal ikke glemme, at Egyptens hærchef tog til USA en uge før oprøret startede i Egypten, og nu sidder han øverst på magten.

  2. Af John Thompson

    -

    Would you please explain to me why the British Embassy in Copenhagen promises to return calls but do not???

    My son is dying in a hospital in Denmark! Doctors are not following protocols and I believe he is not getting the correct treatment.

    While you are at it; could you contact Viborg Kommune and ask them why they have written in their records that I have knowledge of hired killers in California. I have never been to California and do not know anyone there!

    I would also like Viborg Kommune to stop stalking me in the hospital and outside my home! By the way; As you know; I do not live in Viborg Kommune!

  3. Af David K

    -

    @ Nick Archer – men nu er idyllen med Inspektør Barnaby også snart forbi, producer Brian True-May er blevet suspenderet fordi han ikke skriver etniske minoriteter ind i serien – http://kpn.dk/article2373094.ece – men ellers er det jo rigtigt det du skriver. Men England kan måske være mere toneangivende eller retningsbestemmende ved at bevare sin skepsis til EU, stå udenfor euroen osv. Det er altid godt med forskellige stemmer i et samarbejde.

    @ Jakob Schmidt-Rasmussen – det er kun ønsketænkere og andet godtfolk der virkelig tror på at der er tale om folkelige oprør med demokratisk forankring. Og oprørene er ikke trigget af “Det Mellemøstlige Initiativ” eller andre udefrakommende ideer. Hvis vi ser på de “ægte” oprør, Tunesien og Egypten, er de forårsaget af finanskrisen – højere arbejdsløshed, højere fødevarepriser mm, de lande og befolkninger er ramt ekstra hårdt, i kombination med nogle aldrende diktatorer der alligevel havde det ene ben i graven. De øvrige “oprør” – Libyen, Bahrain, Yemen har udspring i etnicitet og religion, og der har man så udnyttet “momentum” fra Tunesien og Egypten, nu hvor ånden og inspirationen var til stede. Desværre blander medierne det hele sammen, som om f.eks folk i Bahrain tænker fuldkommen som folk i Tunesien, og har de samme udfordringer og problemstillinger.

  4. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Der er stor chance for, at forholdene bliver bedre i Nordafrika og Mellmøsten, på grund af oprørene.

    Nu kan islamisterne ikke bilde sig selv, og mere eller mindre demokratisk sindede oprørere i de nordafrikanske og mellemøstlige lande, ind, at alle deres problemer skyldes de demokratiske lande i vesten, og vores støtte til de musliske landes diktatorer, og dermed så mistro til demokratiet.

    De muslimske lande bakker desuden op om flyveforbudszonen, så herefter vil andre muslimske diktatorer få svært ved at forsvare, at de ikke indfører demokratiske reformer frivilligt.

    Bush opfordrede Egyptens afsatte, socialistiske diktator Mubarak til demokratiske reformer, allerede i midten af forrige tiår.

    Mubarak lyttede ikke il Bush, og nu er han afsat.

    Det socialistiske regime i Algeriet har lært af Mubaraks og hans regimes skæbne, og er allerede frivilligt ved at indføre demokratiske reformer.

    Jeg er ikke naiv – jeg er klar over, at oprørene primært skyldes sult og nød, og ikke et overskudsbaseret krav om frihed og demokrati, samt at nogle af oprørene primært har en religiøs-etnisk karakter, fordi shiamuslimske flertal gør oprør mod diktatorer fra sunnimuslimske mindretal, der ville miste magten, hvis der var frie demokratiske valg.

    Men disser sunnimuslimske diktatorer støtter også flyveforbudszonen over Libyen, og dermed støtter de også oprørerne, så de vil få svært ved at retfærdiggøre forsat undertrykkelse af deres egne borgere, og total mangel på demokrati.

    Og – for nu at være superoptimistisk – så kan man håbe på, at det iranske, shiamuslimske regime vil få svært ved, at få iranerne til at acceptere forsat undertrykkelse, hvis iranerne kan se, at shiamuslimske oprørere i andre muslimske lande tager demokratiet til sig, og anvender det til at forbedre deres forhold.

    En søgning på Google News efter “Algeria democrati reforms” viser, at der er grund til optimisme.

    Det vrimler frem med aktuelle nyheder om, hvordan oprørene i Nordafrika og Mellemøsten har fået muslismke landes borgere og regeringer til at diskutere, hvordan der kan indføres VARIGE demokratiske refomer, uden at sætte stabiliteten på spil – ikke blot i Algeriet, men i alle de muslimske lande i Nordafrika og Mellemøsten.

    F.eks denne fire timer gamle nyhed:

    “Algeria opposition parties discuss reforms

    Former Prime Minister Benbitour presided a meeting in Bab El Oued, east of Algiers, entitled “For The Sake of Peaceful Change”.

    Benbitour started the meeting with a brief summary about the ruling system in Algeria. He said people were able in 1988 to work towards political pluralism and that there are ten demands of the National Alliance for Change.

    While urging the government to respect civil rights in the country as well as more political freedom, the political parties said the current government should hand over the power in a peaceful manner.

    The political parties must hold meetings because demonstrations are still restricted despite the lifting of the state of emergency.

    Unlike what happened in some neighboring countries, the opposition in Algeria is getting organized to secure a safe and peaceful transition to a democratic rule and this meeting is for the opposition demands to be introduced to President Bouteflika.”

    Det algerisiske regime kender alt til den helt reelle risiko for, at algeriske islamister vil vinde et frit valg, og derefter forsøge at indføre et undertrykkende, teokratisk regime, hvor alle demokratisk vedtagne love er underordnet sharia, og hvor teokratiske lovkyndige derfor har det sidste ord, når det gælder politiske beslutninger, i stedet for de folkevalgte politikere.

    For det er sket før:

    Algeriet var det første muslimske land, ud over Tyrkiet, der forsøgte at afholde reelt frie valg.

    Islamister vandt valget, og ville derefter indføre et islamistisk regime i Algeriet.

    De sekulært indstillede borgere i Algeriet ville ikke finde sig i, at de skulle undertrykkes af et islamistisk regime.

    Derfor var det direkte resultat af, at det algiriske regime havde tilladt frie valg, en ekstremt blodig borgerkrig, hvor et af islamisternes primære våben selvfølgelig var bombeterror mod bla. civilister.

    Borgerkrigen i Algeriet kostede over 300.000 livet.

    Borgerkrigen i Algeriet stoppede først da islamisterne var nedkæmpet, og derefter blev de demokratiske reformer selvfølgelig suspenderet.

    Mon ikke også Algeriets islamister har lært noget af den ekstremt blodige borgerkrig, og den efterfølgende undertrykkelse, som deres forsøg, på at stemme sig til et islamistisk diktatur, medførte?

    Når Tyrkiet blev det første forholdsvist demokratiske, muslimske land – og stadig er demokratisk – var det desuden netop fordi, Atatürk undertrykte de tyrkiske islamister.

    Han tillod ikke, at islamistiske partier deltog i valgene, hvis der var den mindste mistanke om, at de ville afskaffe demokratiet, hvis de kom til magten.

    Islamistiske partier, der vil afskaffe demokratiet, er af samme grund stadig ulovlige i Tyrkiet, hvilket paradoksalt nok er en af grundene til, at de mest naive og historieløse politikere i EU mener, at Tyrkiet ikke er moden til at blive medlem af EU…

  5. Af P.H. B.i.s.g.å.r.d

    -

    Det må være frustrerende for en britisk ambassadør at se hvor opportunistisk og slesk den danske regering opfører sig overfor Neuropa, og gladeligt omfavner selv de mest vidgående versioner af den nu slemt amputerede såkaldte “europagt”. Og dette vel at mærke for et land som slet ikke er i euroen, og beviseligt ville få meget mere ud af at bryde med fastkurspolitikken, en snart 30 år gammel politik som for længst har overlevet sig selv. Folket har sagt Nej til euroen to gange (tre hvis du medregner afstemningen i 1993), men dette har ikke forhindret det danske establishment i at skygge den i nu mere end 12 år.
    Danmark har tabt 30 % af sin konkurrencekraft i samme tidsrum – it’s not rocket-science to figure out that the peg mioght have something to do with it!.

    Det er ikke til at sige hvordan det var gået med lønudviklingen hvis vi aldrig havde skygget euroen [selv om det svenske eksempel viser at en flydende krone tilsyneladende gør indenlandsk fremstillede varer billigere – og her er (danske) fødevarer netop den største post på en dansk families budget, og disse ville altså være blevet billigere, fordi lønningerne målt i EUR bliver mindre med en markedsnedskrivning af kronens værdi.] men i og med at vi allerede har bevilget os selv for store lønstigninger i det forløbne årti, så er en markedsnedskrivning NU akkurat det som skal til for at tage os ud af dødvandet, og igen komme på omgangshøjde med de andre lande. Jeg skal her henvise til Paul Krugman’s eminente essay fra 16. januar: (min fremhævning)


    The New York Times, 12. januar 2011: Can Europe be saved?

    By PAUL KRUGMAN
    *
    *
    Imagine that you’re a country that, like Spain today, recently saw wages and prices driven up by a housing boom, which then went bust. Now you need to get those costs back down. But getting wages and prices to fall is tough: nobody wants to be the first to take a pay cut, especially without some assurance that prices will come down, too. Two years of intense suffering have brought Irish wages down to some extent, although Spain and Greece have barely begun the process. It’s a nasty affair, and as we’ll see later, cutting wages when you’re awash in debt creates new problems.

    If you still have your own currency, however, you wouldn’t have to go through the protracted pain of cutting wages: you could just devalue your currency — reduce its value in terms of other currencies — and you would effect a de facto wage cut.

    Won’t workers reject de facto wage cuts via devaluation just as much as explicit cuts in their paychecks? Historical experience says no. In the current crisis, it took Ireland two years of severe unemployment to achieve about a 5 percent reduction in average wages. But in 1993 a devaluation of the Irish punt brought an instant 10 percent reduction in Irish wages measured in German currency.

    ———————-
    Men alt dette er økonomi og hvorledes man bedst indretter sig. På det overordnede plan må det være forstemmende for en engelsk ambassadør at se danske politikere så febrilsk klynge sig til tyske designs for Europa – og at gøre det til foreløbige udkast som alle med lidt omløb i hovedet vidste ville blive skudt ned, må være direkte pinligt for det samlede tilstedeværende ambassadør-korps, og viser desværre den store amatørisme som karakteriserer danske politikere. Danmarks langsigtede interesse på det strategiske plan er naturligvis sammen med England, som (mindst) tre gange har reddet vor civilisation ved at fjerne opkomlinge som prøvede at dominere kontinentet efter deres eget forgodtbefindende: Napoleon, Der Kaiser, Hitler – og desuden under den kolde krig var dem som holdt fanen højest, medens andre vaklede.

  6. Af Jesper H

    -

    Hvorfor har Storbritanien ikke Euroen – ikke Schengen
    ¨
    aftalen – mistillid til EU – eller fordi de har og har haft
    en uoverskuelig indvandring.

    Indere/Parkistanere skulle være selvskrevne – efter kolonitiden – havde de dobbelt statsborgerskab – engelsktalende – krav på stadige familiesmmenføringer.

    Der har været en del artikler om – hvordan Englænderne – ikke tør vise sig – i flere storbyer.

    Tyrkiets Præsident er Islamist – Diktator – forlanger
    hans egen KONE SKAL VÆRE TILDÆKKET – i hans tilslørede DEMOKRATI.

    Vi er blevet rigeligt klandret for vores deltagelse i Irak/Afghanistan – de muslimske landes oprørere – må/skal
    hente HJÆLP HOS DERES LIGESINDEDE – muslimske brødre –
    Ærgeligt vi er med på den GALEJ!

  7. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Hamas er den palstinensiske afdeling af Det Muslimske Broderskab, der er den største og mest organiserede del af den egyptiske opposition.

    Hamas mistede enhver form for politisk legitimitet, da det islamistiske parti afsatte palæstinensernes populære præsident, fordi han var medlem af et aandet parti, end Hamas, og massakrede andre toppolitikere fra oppositionen..

    Det meste af venstrefløjen, inklusive SF, har hidtil støttet Hamas af “antiimperialistiske” grunde.

    Den del af venstreflntrefløjen må have mistet sine sidste illusioner om, at Hamas er værd at støtte politisk, da Hamas for at par dage siden brutalt nedkæmpede de palæstinensere, der demonstrede fredeligt for, at Hamas og Fatah skulle arbjde sammen, i stdet for at bekæmpe hinanden.

    Nu forsøger Hamas, at aflede den palæstinensiske befolknings velbegrundede vrede over Hamas’ undertrykkende og futile politik, ved at bombadere Israel:

    “Gaza sender granater ind i Israel
    10:55 | 19. marts 2011
    Flere er såret i Gaza efter israelsk gengældelse for granatbombardement.

    Omkring et halvt hundrede mortergranater affyret fra Gaza slog lørdag ned i Israel, men forårsagede kun begrænsede materielle skader, oplyser den israelske hærs radioen.

    Snesevis af mortergranater blev affyret samtidig fra det palæstinensiske område mod israelske byer tæt på grænsen, oplyser radioen.

    Ved et efterfølgende israelsk luftangreb blev fem palæstinensere såret, oplyser ambulancefolk i Gaza.

    Den væbnede fløj af Hamas-bevægelsen, som kontrollerer Gazastriben, bekræfter, at den har affyret dusinvis af mortergranater mod Israel.”

  8. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Opdatering:

    “Militærangreb rammer Libyen om få timer
    10:37 | 18. marts 2011
    Efter flere dages sejpineri i FN’s Sikkerhedsråd er en koalition parat til at slå militært til mod Libyen.

    Et militært angreb på Libyen vil blive indledt i løbet af få timer, og Frankrig vil deltage, siger den franske regeringstalsmand Francois Baroin fredag…”

  9. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Måske er det på tide, at USA genforhandler Tripoli-traktaten?

    Uddrag fra Wikipedias artikel omb Triploi-traktaten:

    The Treaty of Tripoli (Treaty of Peace and Friendship between the United States of America and the Bey and Subjects of Tripoli of Barbary) was the first treaty concluded between the United States of America and Tripoli, signed at Tripoli on November 4, 1796 and at Algiers (for a third-party witness) on January 3, 1797. It was submitted to the Senate by President John Adams, receiving ratification unanimously from the U.S. Senate on June 7, 1797 and signed by Adams, taking effect as the law of the land on June 10, 1797.

    The Treaty is much discussed in the 21st century because of the text of article 11, as ratified by the Senate:

    As the Government of the United States of America is not, in any sense, founded on the Christian religion;

    as it has in itself no character of enmity against the laws, religion, or tranquility, of Mussulmen; and, as the said States never entered into any war, or act of hostility against any Mahometan nation, it is declared by the parties, that no pretext arising from religious opinions, shall ever produce an interruption of the harmony existing between the two countries…”

  10. Af Jakob Schmidt-Rasmussen

    -

    Tripolitraktaten er et eksempel på, at glemt historie, kan blive ekstremt relevant igen, hundrede af år senere.

    “Soon after the formation of the United States, privateering in the Mediterranean Sea and Atlantic Ocean from the nations of the Barbary Coast prompted the U.S. to form a series of so-called peace treaties, collectively known as the Barbary Treaties. Individual treaties were negotiated with Morocco (1786), Algiers (1795), Tripoli (1797) and Tunis (1797)…”

    Truslen om islamistisk kontrol af Suez-kananalen, der også er en reel trussel for de olieeksporterende nationer, samt de nye corsarers generelle trussel mod den internationale handel, gør åbenbart en ny Tripoli-traktat nødvendig i franske og amerikanske øjne.

    Vi er ikke tvunget; vi kan jo bare sejle nord om Rusland, når polarhavet bliver isfrit det meste af året, om få år…

  11. Af Nanna Gersov

    -

    “Civilbefolkningen” som vi skal beskytte fik i dag et af deres KAMPFLY skudt ned af libyske styrker!!

    Hvad er det for selvbestaltede krigsherrer, som Danmark støtter!!!

    Hvad pokker er det for en røvermoral, der hersker?

    Hvor er respekten for Afrika, som protesterede, men som bare ignoreres?

    Er det her racisme?
    Hvorfor tæller det sorte kontinents stemme ikke?

    Læs min blog om hvordan medierne (undtagen Arbejderbladet) fortiede de afrikanske protester.

    http://avisen.dk/blogs/nanna/afrika-sagde-nej-til-krig-mod-libyen_29565.aspx

    Sandheden døde allerede før denne krig blev erklæret.

  12. Af Nick Archer

    -

    Storbritannien er engageret I EU. Det må der ikke herske tvilv om. Og det er en af de ting som den britiske Europaminister David Lidingtons besøg var med til at fastslå. Ministerens fokus på økonomisk opgang, konkurrenceevne, det indre marked, udvidelsesprocessen og meget andet i hans kontakt med danske beslutningstagere cementerede dette. Jeg står fast ved, at vi ikke har noget valg. Vi er i EU og vi er nødt til at arbejde sammen omkring økonomisk vækst og de andre vigtige udfordringer som Europa og resten af verden står overfor.

    @P.H. B.i.s.g.å.r.d – jeg er ikke enig med dig i, at den danske regering er opportunistisk og slesk. Jeg har i hele min tid i Danmark oplevet regeringen her som værende en ekstrem seriøs og dygtig partner for Storbritannien.

    @Jesper H – Jeg tror lidt at du glemmer mediernes behov for at skrive gode overskrifter og sælge aviser/reklamer. Vi har da problemer i Storbritannien med vold, kriminalitet osv. Det ville da være underligt hvis et relativt stort land som vores ikke havde det. Men det skyldes ikke en bestemt befolkningsgruppe men derimod mange ting, som jeg er sikker på en sociolog ville være bedre til at forklare – så som økonomi, jobs, almindelige storbyproblemer og lignende.

  13. Af chaos faction 1

    -

    Keep up the fantastic work , I read few content on this web site and I conceive that your web site is very interesting and has circles of wonderful info .

Kommentarer er lukket.